23948sdkhjf

Regnskab fra Flügger: Solgte russisk engagement for én euro

Gårsdagens halvårsrapport fra Flügger afslører moderat positiv udvikling

1200 mio. kr. solgte Flügger maling for i første halvår af deres 23/24-regnskabsår. Det er en fremgang på 20 mio. kr. i forhold til det tilsvarende halvår forrige år. Det fremgår af den halvårsrapport, som malingsproducenten offentliggjorde i går. 

Flügger er også blevet bedre til at tjene penge på at producere maling. I det netop afsluttede halvår tjente Flügger 106 mio. kr. på driften (EBIT) mod 80 mio. kr. for et år siden.

Fremgangen tilskriver Flügger, at salgspriserne i markedet er steget, mens energi- og råvarepriser langsomt er faldet. 

"Bruttoresultatet for koncernen steg i 1. halvår med 27 mio. DKK sammenlignet med året før, positivt påvirket af gennemførte stigninger i salgspriserne kombineret med svagt faldende råvarepriser og energi," skriver Flügger i halvårsrapporten. 

Dog har Flügger taget et mindre hug på valutakurserne mellem Danmark og hhv. Sverige og Norge. Når svensk og norsk salg skal veksles til danske kroner, tabes penge, og Flügger oplyser i regnskabet, at de i det store og hele ikke har afdækket valutarisikoen.

I den sammenhæng noterer Flügger, at man har oplevet en pæn omsætningsfremgang i Norge, men når salget veksles til danske kroner, forsvinder fremgangen.

"For Sverige var organisk vækst negativ og valutaen forstærkede trenden. I Norge var der stærk vækst i lokal valuta, men målt i DKK blev væksten ligeledes negativ," skriver virksomheden.

Derudover nævner virksomheden, at særligt det polske marked har vist styrke, og Flügger har da også øget den polske salg med 30 mio. kr. ud af en samlet omsætning på 250 mio. kr.

Rusland solgt for en Euro

I november lykkedes det Flügger at afvikle virksomhedens russiske engagement. Flügger ejede 70 pct. af den svenske Eskaro Group AB, der har aktiviteter i Estland, Letland, Finland, Rusland, Belarus og Ukraine.

Dengang fremgik det af en pressemeddelelse, at Flüggers salgspris var symbolsk, men ikke præcist, hvor symbolsk den var. Det ved vi nu. En euro fik Flügger for virksomhedens ejerandel i Eskaro Group ABs russiske og baltiske aktiviteter. Med frasalget af denne del gruppen har Flügger dog samtidig øget sin ejerandel af Eskaro Groups ukrainske aktiviteter.

"Salgssummen for de frasolgte virksomheder er 1 EUR, og købsprisen for at øge ejerandelen fra 70% til 80% i Eskaro Ukraine udgør 6 mio. DKK," skriver Flügger i halvårsregnskabet. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093